Fra Nordals til verdensomspændende

Sønderborg-iværksættere vil gøre verden nemmere for frivillige, og for dem der skal administrere de frivillige

Det startede med Nord-als Festival, men de to iværksættere, Mads Ellesgaard og Nikolai Brix Laursen, har store planer for deres startupvirksomhed, Crewnet, som ikke blot skal hjælpe festivaler, men også lokale fodboldklubber og foreninger med at administrere frivilligt arbejde.

Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert!

Vi begynder denne artikel med et citat fra Pippi Langstrømpe. For det er den slags ukuelighed, der ofte ligger til grund for en startupvirksomhed. Og ukuelighed og optimisme var netop, hvad den daværende ingeniørstuderende, Mads Ellesgaard, udviste tilbage i 2014.

Som en del af arrangørgruppen for Nordals Festival, var han til møde i Aarhus, hvor de skulle kigge på et administrationssystem til håndtering af de mange frivillige i forbindelse med festivalen ved Nordborg Slot. Baggrunden var logistisk helvede, hvor arrangørerne var ved at drukne i Excel-ark, utallige mails, samt et helt uhørt antal SMS’er fra frivillige, som skulle organiseres til opgaver i forbindelse med festivalen. Festivalen var kort sagt ved at vokse dem over hovedet.

Derfor var de taget til møde i Aarhus for at kigge på et administrationssystem, men den pris de blev mødt af, var langt ude for de økonomiske rammer, som den lille, hyggelige festival kunne mønstre. Den nedslående melding blev dog vendt til noget positivt, da Mads Ellesgaard efter mødet sagde:

 ”det kan jeg selv lave. Og jeg kan lave det bedre!”.

Fra sit Innovation and Business-studie på SDU Sønderborg var den unge ingeniørstuderende vant til at arbejde med kode, så henover julen indlogerede han sig i forældrenes ødegård i Sverige og begyndte at programmere. Crewnet var født.

Gør det lettere at være frivillig

Hvad er Crewnet så? Vi overlader ordet til Mads Ellesgaards partner Nikolai Brix Laursen:

“Helt basalt er det et onlinesystem, som kan gøre det nemmere for frivillige og arrangører, som håndterer frivillige. Det kan være en tørn i pølsevognen i forbindelse med en fodboldkamp i den lokale klub, det kan være som medhjælper til et kræmmermarked, eller det kunne være som en del af holdet til en stor musikfestival.”

Med Crewnet kan frivillige selv logge ind i et online administrationssystem og tilmelde sig de opgaver, som de har tid og lyst til at påtage sig. Det hele klares igennem en mail eller en SMS. Udover et brugervenligt vagtplanlægningssystem, så er al kommunikations samlet ét sted – akkurat ligesom kontaktinformationen på alle relevante personer.

Den ansvarlige for Nordals Musikfestival, Thomas Jessen, fortæller, at han ved at bruge Crewnet sparer 60 procent af den tid, han ellers brugte på administrativt arbejde.

Stod sin prøve ved Spejdernes Lejr

Crewnet stod sin helt store test i forbindelse med Spejdernes Lejr i 2017, hvor 40.000 spejdere og over 6.000 frivillige blev bundet op på systemets bæreevne.

“Vi beviste i den sammenhæng, at systemet dur. At Crewnet kan håndtere medhjælpere i den mængde dokumenterer, at systemet ikke blot kan håndtere de administrative opgaver i små foreninger, men også ved f.eks. store internationale musikfestivaler. Det giver os et internationalt perspektiv og en ambition om at slå igennem på det internationale marked.”

Sønderborg Iværksætter Service var en stærk støtte

Nikolai Brix Laursen sender en bagudrettet tak til Sønderborg Iværksætter Service, som ikke blot tilbød fysiske rammer i forbindelse med virksomhedens opstart, men også vigtig sparring i den skrøbelige proces, hvor idé bliver til virkelighed.

“Vi har haft fast kontor hos Sønderborg Iværksætter Service, hvor vi har kunnet benytte de faciliteter, som de har at byde på. Vi kunne koncentrere os om at banke firmaet i gang, samtidig med, at vi kunne trække på uvurderlig erfaring fra de utroligt dygtige mennesker som Sønderborg Iværksætter Service har tilknyttet. Det betød, at vi kunne sparre med folk, der har iværksættererfaring, og på den måde lægge planer for firmaet.”

Meget billigere end konkurrenterne

Planerne for firmaet det har de to unge entreprenører fortsat. Faktisk har de netop arbejdet med en relancering af Crewnet, for at gøre tjenesten både bedre og billigere. Mads Ellesgaard og Nikolai Brix Laursen har netop lagt den sidste finish på Crewnet version 2.0, hvilket betyder, at kunderne nu kan få tilgang til det unikke planlægningsværktøj til at håndtere vagter og kommunikation for et lille månedligt beløb.

Arbejde fra hvor som helst i verden

Med Crewnet kan du lave vagtplan og klare de administrative opgaver ligegyldigt hvor du er. Crewnet fungerer online i din browser, og kræver derfor ingen installation – blot en internetforbindelse. Vores system er lavet så det automatisk tilpasser sig din skærm, lige meget hvilken enhed du logger på fra. Vi klare alt hvad der hedder backup og sørger for at det altid virker på de nyeste browsere samt telefoner.

Priser

Ingen opstartsgebyrer, slemme overraskelser eller bindinger. Ingen pris pr. bruger - blot én fast pris hver måned.